Historien bag Vraa dampvaskeri
Vraa dampvaskeri, der blev grundlagt i 1956, er ikke blot et af landets absolut største industrielle vaskerier, men også et af de mest innovative. Allerede i 1963 tilbød Vraa dampvaskeri at udleje og efterfølgende vaske og levere det rene tøj til slagterier og andre virksomheder i levnedsmiddelindustrien. I 1991 placerede Vraa dampvaskeri de første chips i tøjet, og det betød, at vaskeriet kunne vaske og behandle tøjet individuelt til kundens medarbejdere. Siden år 2000 har vaskeriet kunnet præsentere kunder og forretningsforbindelser for et af Europas største vaskerør samt et samlet produktions- og lagerareal på 10.000 kvm.
I dag er Vraa dampvaskeri Danmarks største leverandør af beklædning til fødevareindustrien. Vaskeriet sørger for, at tusindvis af medarbejdere i branchen hver dag kan trække i rent arbejdstøj. Siden 2009 har vaskeriet oparbejdet en betydelig markedsandel inden for det offentlige og arbejder således sammen med plejesektoren i en række danske kommuner. Leje og vask af beklædning, sengelinned, duge og servietter til hoteller og restauranter sammen med en landsdækkende måtteservice er også blandt serviceydelserne, der leveres af Vraa dampvaskeri.
Vraa dampvaskeri har siden grundlæggelsen i 1956 været i familien Rasmussens eje. Det har altid ligget i virksomhedens strategi at fungere som et privatejet selvstændigt vaskeri. Med virkning fra den 1. november 2014 er direktionen blevet udvidet. Salgschef Martin Rasmussen, 32 år og tredje generation i den familieejede virksomhed, er således forfremmet til salgs- og økonomidirektør og udgør herefter direktionen sammen med sin far, administrerende direktør Jørgen Rasmussen.
Udvidelsen af direktionen er næste led i det generationsskifte, der blev indledt i 2002, hvor de tre børn Martin, Thomas og Stina blev en del af ledelsen og ejerkredsen i virksomheden. Administrerende direktør er fortsat Jørgen Rasmussen, der sammen med sin kone Lene, overtog virksomheden efter faderen Andreas Rasmussen i 1984.
Der er ca. 100 ansatte fordelt på fire adresser i Vrå, Aarhus, Fredericia og Køge. Vraa dampvaskeri råder således over egne lastbiler med næsten 30 chauffører.
Erhverv Hjørrings Initiativpris 2015 går til Vraa dampvaskeri
Tradition og banebrydende teknologi er begreber, som præger Vraa dampvaskeri, modtageren af Erhverv Hjørrings Initiativpris 2015.
Med hele landet som marked og en placering i et hjørne af Danmark, har vaskeriet i Vrå haft en udfordring i en branche, hvor logistik spiller en meget stor rolle. Udfordringen har været drivkraft for den teknologiske udvikling, der har placeret Vraa dampvaskeri helt i front. Ikke blot i Danmark, men også internationalt.
På maskinområdet har Vraa dampvaskeri haft et mangeårigt samarbejde med Jensen Group, der er en ledende producent på internationalt plan af maskiner til industrivaskerier. Vraa dampvaskeri har med sit avancerede produktionsanlæg været showroom for Jensen Group.
Vraa dampvaskeri, der beskæftiger ca. 100 medarbejdere, opererer med overvægt på levering af arbejdstøj til fødevareindustrien (slagterier, fiskeindustri m.m.).
Fødevareindustrien har traditionelt været den mest betydende for Vraa dampvaskeri. Men i kølvandet på finanskrisen skar branchen hårdt ned. Det slog hårdt igennem i 2013, men blev dog hurtigt rettet op. En ny strategi gav en flot stigning i omsætningen og gjorde 2014 til et af de bedste år for virksomheden.
Væksten i 2015 forventes at blive mere moderat. Men udviklingen af virksomheden i Vrå fortsætter, og i løbet af året investeres omkring 10 mio. kr. i udvidelser og nyt maskineri.
Et af de teknologiske udviklingsområder er robotteknologi. På verdensplan eksisterer der kun seks vaskerirobotter. Én af dem står i Vrå og lægger rent tøj sammen og viser dermed vejen til yderligere udvikling af familievirksomheden.
Vi ville ikke have udviklet os, til det vi er i dag uden kunder. Flere af vores kunder har fulgt os i mange år. Dette, sammen med en strategi om at sprede vores engagementer på flere kundegrupper af hensyn til økonomisk uafhængighed og driftsmæssig kontinuitet gør, at Vraa dampvaskeri i dag er Danmarks tredje største erhvervsvaskeri.